Havehøjegaard er, som de øvrige gårde i Sømarke, en gård, som tidligere har ligget under Liselund Slot.
Hvor gammel gården oprindelig er, og om den altid har ligget, hvor den gør, ved jeg ikke, men i papirerne er årstallet 1873 nævnt som byggeår.
Da min eks- og jeg overtog stedet den 1.april 2014, var det bygningsmæssigt en gård, som fremstod, som den gjorde i slutningen af 1970’erne, hvor de sidste bønder, De hvide Brødre, som de er omtalt i folkemunde, solgte gården.
Siden har den gennem kortere og længere tid haft 4-5 skiftende ejere, indtil Hr. og Fru Arlt midt i -90’erne købte gården og senere nabogården. Dette tyske ægtepar, som interesserede sig for kunst og antikke møbler, opmagasinerede effekterne i nabogården. Da salget af disse herligheder ikke gik alt for strålende, endte de med at sælge nabogården og fik i den forbindelse også ejerskab af den del af jorden, som ligger fra det gamle skel mellem de to gårde og Vrinskebækken, som nu danner skel.
Familien Stolze ejede gården i -20’erne, og fra sønnen, som er født på stedet i 1929, ved vi, at gården allerede på dette tidspunkt fungerede med overnattende feriegæster. Om de skiftende ejere i 80’erne og 90’erne også har ført denne tradition videre, er jeg ikke vidende om. Men Arlts har moderniseret to ferieboliger og indrettet dem i en tysk stil. Det er disse 2 boliger, jeg også bruger til mine gæster. Ingen af dem var møbleret, da vi overtog gården, så indretningen er vores fortjeneste, den ene i 60’er – 70’erstil, Farfar Hus og den anden i en stil, der læner sig op ad århundredeskiftet for mere end hundrede år siden, Oldemors Hjem.
Det, vi overtog, var en tidslomme. De gamle hestevogne stod stadig, hvor forældregenerationen til De hvide Brødre havde stillet dem, efter en eller anden tilfældig arbejdsdag i en tid, som for længst er blevet historie. Staldene og deres indretning var der ikke ændret på, siden de sidste dyr blev sendt på slagteri, og det sidste æg blev indsamlet i hønsehuset. Ringen i væggen, som hestene blev tøjret til, kan man stadig se, harven er stillet langs hegnet efter at være brugt i marken for sidste gang. Og hvis man går en tur langs Vrinskebækken under de store asketræer, træder man helt ud af en normal tidsfornemmelse. Det er nogle af disse ting mine gæster værdsætter og beder mig om ikke at ændre på. Det har jeg forstået, og det betyder, at jeg i min renovering, som er påkrævet, hvis ikke stedet skal forfalde, vil tage alle de nødvendige hensyn, hvad angår indretning og materialevalg.
På grund af stedets kvaliteter og meget heldige placering, bare 2 km fra Møns Klint ved Liselund, de store Klinteskove og de enestående meget bakkede overdrev, hvor man kan fortabe sig i flotte udsigter over Østersøen, mener jeg, at stedet egner sit til et retræteophold, hvor storbymennesket kan finde sig selv og sine rødder. Her er meget stille, især uden for turistsæsonen. Sømarke, som er en mindre bebyggelse på knap 40 huse og gårde emmer af oprindelighed. Det forfald, som man ser mange andre steder i det, som nogen kalder udkants-Danmark, er meget begrænset her. Det, at Sømarke er omgivet af hav på tre sider, betyder, at luften her er mere fri for forurening end andre steder, og fordi Høje Møn, som den østlige del af øen kaldes, er relativt tyndt befolket, er det meget begrænset, hvad der er af gadelamper. Derfor har initiativrige folk, som der er mange af på Møn, været i gang med at certificere Høje Møn som en Dark Sky Park. Det er lykkedes og har blandt andet været muligt, fordi stedet ligger langt fra de store byer, Hamborg, Øresundsregionen og Berlin, og det betyder, at man her kan nyde en enestående flot stjernehimmel, der strækker sig helt ned på horisonten. Da de forrige ejere har haft sans for smukke træer, buske og blomster, kan man ved en spadseretur i haven også nyde dette gode.
Næste skud på stammen af projekter, vi havde i støbeskeen, var indretning af et mindre museum, som skal udstille en enestående samling af souvenirvimpler fra hele verden, men især Danmark og Norden. Samlingen er kommet i stand ved, at en af mine gamle skolekammerater gennem hele sit liv på alle sine rejser har købt en af de små vimpler, som man helt tilbage i 40’erne har kunnet få fat i ved en hvilken som helst seværdighed. Når jeg eller andre, som han kendte, skulle ud at rejse, bad han også os om at købe vimpler, hvor vi kom frem. Så derfor er samlingen meget varieret, både hvad angår det tidsmæssige spænd og det geografiske. Som alle ved, er det ikke længere vimpler folk køber, når de er ud at rejse, så de senere år har det kun været de allerstørste steder og byer, der kunne tilbyde den slags specialiteter. Desværre afgik han ved døden i november 2015. Men heldigvis synes hans pårørende, at jeg skulle arve samlingen, hvilket jeg er meget taknemmelige over.